Forfatterens kommentarer til "Vejen til Panteon"
Kapitel 9-14

Vær med i fælleslæsningen af Vejen til Panteon. Følg hashtagget #ViLæserPanteon for at se læseplanen, og brug det selv til at dele din læsestatus!

Advarsel: Herunder kan du læse mine kommentarer til "Vejen til Panteon" kapitel for kapitel, heriblandt refleksioner over de valg jeg traf og de hemmelige detaljer du måske ikke lagde mærke til. Der vil forekomme SPOILERS for "Vejen til Panteon" i teksten.

________

Kapitel 9: Obels Post
(Lucas, Theodor og Ron kommer til den fremmede verden, møder Mardelus og Saida.)

• Del 2 begynder, og fantasy-delen af historien skydes i gang. Flere læsere har givet udtryk for at det først for alvor er her historien starter for dem, og det kan jeg godt forstå. Omvendt er det selvfølgelig ærgerligt at tænke på at nogle læsere måske nåede at falde fra inden historien begyndte at folde sig ud. Dette er noget jeg tit tænker på når jeg reflekterer over Vejen til Panteon - om jeg kunne have integreret fantasy-delen mere i den første tredjedel af bogen, eller om Zone-delen af bogen kunne have været kortere.
• Jeg kan ikke længere huske hvad der fik mig til at vælge at begynde dette kapitel (og Del 2) med at følge Saida og Mardelus hen over 2 bogsider (mens de lægger an til landing), hvorefter vi vender tilbage til Lucas og hans venner og ser resten af kapitlet fra deres vinkel, men jeg synes det fungerer godt. Det kaster os ud på ukendt vand lige fra første side, hvilket på en måde afspejler hvad Lucas, Theodor og Ron må føle, og det får sikkert læseren til at vågne op i forhold til hvis vi gradvist orienterede os i den nye verden gennem Lucas' øjne.
• Jeg har før fortalt om at Saida og Mardelus - som forbogstaverne antyder - er løst inspireret af hovedpersonerne fra den gamle tv-serie "The X-Files", Scully og Mulder. Den ene er autoritetstro og har et fast syn på verden, den anden er sarkastisk og skeptisk, og sammen gør de hinanden til mere end de ville være hver for sig.
• Allerede efter udgivelsen af Vejen til Panteon blev det klart at klokkeren i klokketårnet var en fan-favorit blandt alle de mange bipersoner i bogen. Han blev nævnt i mange anmeldelser og samtaler med læsere, især i forhold til at han kun er til stede hen over et par sider her og igen tæt ved slutningen. Heldigvis havde jeg planlagt fra begyndelsen at klokkeren skulle være en tilbagevendende fornøjelse i løbet af serien.
• Introduktionen til en helt fremmed verden kan skrives på mange måder; med fokus på uvished, på frygt eller på spænding. I tråd med mit ønske om at Vejen til Panteon skulle være series 'eventyrlige' bog (se kommentarerne til kapitel 1-8), er kapitlet skrevet i en optimistisk og bekymringsløs tone. Dvs. store panoramaudsigter under åben himmel, interessante møder og sjove udvekslinger, ikke så meget følelsen af at der lurer noget livsfarligt lige om hjørnet.

Kapitel 10: Empyria
(Saida og Mardelus vender hjem og modtager en mission fra Corvus.)

• Dette kapitel var udfordrende at skrive, fordi det giver os et meget direkte indblik i en sofistikeret kultur - englenes - der er fremmed for os, men ikke for Saida som vi ser Empyria igennem. Alle hendes betragtninger af omgivelserne, personerne omkring hende og hvorfor de gør som de gør, skal med andre ord være naturlige betragtninger for en person der er vant til at befinde sig i Empyria, men samtidig skal læseren være i stand til at forstå hvad der foregår. Denne balance er et klassisk problem i fantasy og sci-fi-historier, hvilket er grunden til at man ofte placerer en uvidende person midt i fremmedheden så nogen kan forklare til denne person (og dermed læseren) hvad der foregår. Men Saida har ikke nogen uvidende person at forklare Empyrias struktur og sociale mekanismer til. Hvordan formidler man for eksempel til læseren at englene har et meget afslappet forhold til nøgenhed når hverken Saida eller de andre engle har nogen grund til at dvæle ved eller diskutere dette træk ved deres folk? Min strategi har generelt været at lade Saida bruge meget lidt tid på at standse op og tænke over hvordan tingene foregår blandt hendes folk og hvorfor. I stedet lader jeg hende bevæge sig naturligt gennem Empyria og handle som engle nu engang gør, og så håber jeg på at læseren fanger de bagvedliggende motivationer og adfærdsmønstre.
• Jeg kan rigtig godt lide hvordan Saida og Lucas' kapitler komplementerer hinanden, ikke kun i Vejen til Panteon, men i hele serien. Begges historier drives i denne bog af et mysterium ("hvor er Cassandra?" / "hvad ligger der bag Corvus' mystiske mission?"), men disse mysterier er meget forskellige af natur. Lucas' søgen handler på dette tidspunkt om at finde noget konkret - et menneske - i fremmede omgivelser. Saida sendes også på en rejse for at finde noget, men det er tydeligt at det rådsmedlem der giver hende missionen har skjulte motiver, og hendes mysterium handler derfor lige så meget om de hemmeligheder der eksisterer i Empyria; altså i hendes vante omgivelser. Dermed er der noget mere internt på spil for hende, for troen på Empyria er alfa og omega for hendes verdenssyn. En ekstern og en intern konflikt giver anledning til meget forskellige overvejelser hos hovedpersonerne, og det er med til at skabe afvekslning mellem de to historiespor.

Kapitel 11: Cassandras spor
(Lucas og co ankommer til Den Leende Havmand, ender i et slagsmål og møder Simeon.)

• Kroer er "en af fantasy-genrens stolteste traditioner", siger Theodor, og han nævner to af de kroer jeg selv besøgte som barn (fra. hhv. Dragonlance og Ringenes Herre). Den Leende Havmand forestiller jeg mig dog mere som et tilrøget, beskidt sted á la kroen der indgår i den gamle fantasy-film "Willow".
• Jeg har fra starten haft et specifikt ønske hvad angik min tilgang til worldbuilding i Panteon-sagaen: Nemlig at skabe en fornemmelse af at der foregår meget rundt om hovedpersonerne som ikke har direkte betydning for deres rejse, men giver en følelse af en kompliceret verden i bevægelse. Jeg har ofte følt at der i fantasy er en tendens til at alle steder på kortet skal ses og alting skal opleves inden historien slutter. Det vil sige at hvis vi tidligt i en fantasy-serie hører om en særlig lokalitet der findes i historiens verden, så kan vi forvente at hovedpersonerne vil få det sted at se med egne øjne før eller siden. I Panteon-sagaen arbejder jeg meget med den modsatte tilgang. Overalt i bøgerne findes henvisninger til steder, personer og fænomener som aldrig kommer til at indgå i hverken Lucas' eller Saidas historie, hvilket skal være med til at give indtrykket af en verden med omfang, én som aldrig vil kunne udforskes helt. Ét af mange, mange eksempler på dette er da Lucas står i baren i Den Leende Havmand og hører om Det Ansigtsløse Kartel, "byens sande regenter som efter sigende trækker i trådene og står bag alt det der foregår i Juvelen". Det Ansigtsløse Kartel kommer aldrig til at spille en konkret rolle i historien (men måske vil hovedpersonerne møde ét af kartellets medlemmer på deres rejse, om de så selv er klar over det eller ej ...)

Kapitel 12: Kartografens historie
(Saida og Mardelus opsøger kartografen Annik, men overfaldes på vej gennem byen.)

• Dette kapitel indeholder historien første kampscene. Saida og Mardelus må forsvare sig mod et overtal af ophidsede mennesker på Støvets Plads, og vi ser kampen gennem Saidas øjne. Jeg forsøgte med denne scene at lægge en bestemt skrivestil for den håndfuld kampscener der forekommer i serien, nemlig en rodet, fragmenteret stil hvor hovedpersonen ikke handler ud fra nogen langsigtet strategi, men bare forsøger at overleve fra sekund til sekund. Sproget bliver hurtigere, og Saida har aldrig noget klart overblik over hvor mange fjender hun er oppe imod eller hvor Mardelus befinder sig i forhold til hende selv. Målet er at give læseren følelsen af at være til stede midt i forvirringen sammen med hende og helt nede i øjenhøjde med fjenderne.

Kapitel 13: Brylluppet
(Lucas og hans venner overværer fyrst Sorinos bryllup.)

• I dette kapitel forekommer historiens første reelle plot twist, nemlig at fyrst Sorinos brud er ingen ringere end Cassandra. Det typiske problem med plot twists er selvfølgelig at læseren helst ikke skal gætte dem på forhånd, men omvendt må de heller ikke føles som om er plukket helt ud af den blå luft så de virker absurde. Jeg gik ud fra at mange læsere med det samme ville tænke på Cassandra så snart de hørte at hovedpersonerne var på vej til et bryllup med en ukendt brud fra et fjernt sted, så jeg brugte nogle forskellige greb til at vildlede læseren en smule. For det første introducerer jeg et 'falsk' mysterium ved at lade Lucas opstille en teori om at Cassandra vil befinde sig i palæet mens brylluppet står på og bruge ceremonien som afledning til at gøre noget drastisk - men hvad mon hun har i tankerne? Denne teori viser sig selvfølgelig at være forkert, men den holder forhåbentlig læseren beskæftiget med at spekulere i forkerte retninger indtil det øjeblik afsløringen af brudens identitet kommer. Derudover bringer jeg faktisk tidligt den mulighed på bane at Cassandra er bruden, allerede flere kapitler før dette. Ron siger da han første gang hører om brylluppet at "jeg går ikke ud fra at jeres tossede veninde er kommet hertil for at blive gift", og dermed lukkes der hurtigt af for den mulighed så den ikke fylder for meget i læserens bevidsthed. (Men selvfølgelig var der sikkert alligevel en del læsere der så afsløringen komme på forhånd.)

Kapitel 14: Samtidig
(Tilbage i Zonen undersøger Mehmet Lyden, og VECTOR kommer for at hente nogen.)

• Dette kapitel er overflødigt fra et plotmæssigt synspunkt, hvilket er grunden til at jeg har holdt det så kort. Jeg valgte at indsætte det for at minde læseren om et par ting og sende nogle signaler. For det første minder kapitlet os om at Lyden stadig er et uløst mysterium, for det kan læseren nemt have glemt nu hvor fokus er på en kæmpemæssig, fremmed verden. For det andet signalerer det et af Panteon-sagaens grundlæggende koncepter til læseren, nemlig at dette ikke er en af de historier om fremmede verdener hvor hovedpersonerne bare drager ud i begyndelsen og vender hjem igen til sidst (ligesom f.eks. Narnia-bøgerne). I stedet er dette en historie hvor hovedpersonerne drager ud, men den verden de forlader fortsætter med at leve sit eget liv mens de er væk. Dette parallelle forløb mellem de to verdener kommer først for alvor i spil i bog 2, men netop derfor ville jeg gerne gøre læseren opmærksom på at noget ikke er helt som det bør være i den verden Lucas og hans venner har forladt. Derfor får vi dette hurtige glimt af Mehmet og Julia hjemme i Zonen.

__________

Følg hashtagget #ViLæserPanteon for at se læseplanen, og brug det selv til at dele din læsestatus!