Forfatterens kommentarer til "Vejen til Panteon"
Kapitel 15-23

Vær med i fælleslæsningen af Vejen til Panteon. Følg hashtagget #ViLæserPanteon for at se læseplanen, og brug det selv til at dele din læsestatus!

Advarsel: Herunder kan du læse mine kommentarer til "Vejen til Panteon" kapitel for kapitel, heriblandt refleksioner over de valg jeg traf og de hemmelige detaljer du måske ikke lagde mærke til. Der vil forekomme SPOILERS for "Vejen til Panteon" i teksten.

________

Kapitel 15: Efterkommeren
(Lucas og co. sniger sig ind i palæet, hvor de møder Simeon.)

• En af de allersværeste ting ved at skrive episk fantasy med masser af nye begreber, samfundsvilkår, steder etc. er det der med at uddele information i de rigtige doser. For meget på én gang kan blive for overvældende, især hvis mange af begreberne ikke bare er baggrundsstof, men vigtige at forstå for at kunne følge plottet. I dette kapitel møder Lucas og de andre Simeon Simeon, der er i færd med at stjæle fra Sorino. Samtalen imellem dem kommer både på ind på materium, de mystiske sølvsten, efterkommere, Efterkommernes Strid og mere endnu. Alle disse begreber danner tilsammen et løst spind som læseren endnu ikke helt forstår. Forklaringen skæres ud i pap senere, men faren består i hvis læseren tror at han/hun burde forstå hele sammenhængen på nuværende tidspunkt og derfor føler sig hægtet af. I de situationer er det hjælpsomt med en hovedperson (her Lucas) der kan tale for læseren og signalere at han heller ikke fatter en brik af det hele - og derved få læseren til at føle at det ikke er ham/hende der er noget galt med. I den slags situationer lader jeg altid hovedpersonen give meget klart udtryk for sin forvirring for at fortælle læseren at det er okay at være forvirret.

 

Kapitel 16: Vecras Blod
(Saida og co. rejser nordpå og kommer igennem et område der mærket af krigen.)

• Jeg kan - som jeg nævnte i en tidligere kommentartekst - godt lide kontraster mellem parallelle hovedpersoner, at give deres kapitler forskellige stemninger og genrer. Jeg kan ikke længere huske om det var planlagt at Lucas' kapitel, der foregår i civilisationens midte og et palæs afgrænsede rum, kommer lige før dette kapitel, hvor Saida og de andre bevæger sig gennem et åbent område langt fra civilisationen, men det er den slags kontraster jeg generelt stræber efter for at skabe afveksling mellem en histories sideløbende spor.
• Løjtnant Emus er næppe nogens yndlingskarakter, men han er et interessant redskab for historien, fordi han tvinger Saida til at se sig selv udefra, så at sige. Emus er nemlig en karakter udefra som deler hendes eget værdigrundlag, bare i en mere ekstrem version. Saida konfronteres med andre ord med en karakter der potentielt kunne være en fremtidig version af hende hvis hun ikke vælger en anden kurs..
• I det hele taget kunne jeg godt lide at skrive om denne lille gruppe af rejsefæller. Der er en del tematiske modsætninger repræsenteret blandt de fem rejsende, f. eks. natur kontra civilsation, faktuel viden kontra tro og videbegær kontra bevidst uvidenhed. Det giver meget stof at arbejde med i udvekslingerne mellem karaktererne, og dialogen skrev nærmest sig selv, hvilket ikke altid er tilfældet når man sætter en gruppe karakterer sammen.

 

Kapitel 17: Sorino
(Lucas taler med fyrst Sorino på dennes kontor, og fyrsten dømmer ham til døden.)

• Efterkommernes Strid er en interessant rammefortælling at arbejde med, fordi den tillod mig at opfinde en række bipersoner - efterkommerne - der kommer fra alle mulige baggrunde og samfundslag og har forskellige vilkår og strategier for at klare sig i Efterkommernes Strid. Og derudover behøvede jeg ikke finde på personlige grunde til at så mange forskellige individer skulle være i konflikt med hinanden - Striden kræver per definition at de er i konflikt. Jeg ønskede også at skabe indtrykket af at der var langt flere efterkommere rundt omkring i verden end dem vi tilfældigvis støder på gennem hovedpersonerne, og at Striden ikke er begrænset til at foregå lige der hvor læseren er. Sorinos kort og hans strategi med at holde øje med de andre efterkommere skulle give en tidlig antydning af konfliktens størrelse - et eksempel er Tiggerdronningen, hvis historie eller vej gennem Efterkommernes Strid vi ikke kommer til at høre (meget) om. Men min tanke er at hver af de sølvhårede søskende kæmper sin egen kamp og teoretisk set kunne have været hovedperson i sin egen episke fantasy-serie med Efterkommernes Strid som omdrejningspunkt.

 

Kapitel 18: Den glemte guds tempel
(Saida og co. når frem til de tempelruiner hvor skatten befinder sig.)

• Dette kapitel er helt klart skrevet med en Indiana Jones-agtig tone i tankerne. Tempelruiner, lianer, tunneler og gale præster - alle genreklichéerne er med.
• Saidas sidste handling i kapitlet - at ofre Annik for at redde de andre - er en af de mest definerende karakterhandlinger i bogen. Det er altid en fornøjelse når en karakter får mulighed for at gøre noget så drastisk at læseren husker på det og måske ser karakteren i et lidt andet lys derefter - men at det samtidig virker som en naturlig forlængelse af det vi allerede ved om karakteren. Handlingen foregriber Saidas karakterudvikling gennem serien der i høj grad drejer sig om død og om det at være villig til at gøre hvad som helst for at nå sit mål.

 

Kapitel 19: Henrettelsen
(Lucas står over for sin egen henrettelse, men reddes af Theodor og Ron.)

• Jeg har tidligere nævnt at Vejen til Panteon er seriens 'eventyrlige' bog hvor bekymringsløs udforskning og rejseglæde er i centrum. Dette kapitel er indbegrebet af denne intention. Selv om Lucas står over for at dø, bruger jeg med vilje ikke særlig lang tid på den traumatiserende frygt han måske burde føle. Læseren ved at han overlever, så i stedet fokuserer jeg på spændingen og den vovede redningsmission. Der kommer til at være masser af frygt og uvished i resten af serien. Henrettelsen og vognjagten er situationer som Lucas og de andre vil se tilbage på senere, ikke som skrækindjagende oplevelser, men som eventyr - dengang der stadig var tid til den slags og alting var mere simpelt.

 

Kapitel 20: Vandrefalken
(Lucas og co. kører med kærre til Plankerne for at nå at standse Cassandra.)

• Idéen med at lade et voldsomt uvejr bryde ud på rejsens sidste etape var både for at tilføje en dramatisk stemning til det hæsblæsende kapløb mod tiden - men også fordi jeg følte at Panteons guder endnu ikke havde demonstreret deres kapacitet. Der tales meget om guderne i løbet af bogen, og alle har forskellige meninger om dem - men jeg ønskede også at nå at cementere præcis hvorfor alle er så ærefrygtige over for dem, og at de ikke bare er abstrakte skabninger som måske/måske ikke findes i virkeligheden. Derfor er Sylve til synligt til stede i dette kapitel, ikke kun i form af uvejret, men som noget overvældende der får Lucas til at føle sig meget lille.

 

Kapitel 21: Cassandras hilsen
(Lucas og co. opsøges af Cassandras bedstemor i Plankerne, og hun giver dem et brev.)

• At lade Cassandra skrive et brev til Lucas der forklarer/opsummerer hvad Efterkommernes Strid er kan måske føles som 'snyd' - en slags pludselig show-don't-tell af alt det som Lucas og hans venner har prøvet at finde ud af igennem bogen. Men jeg turde ikke afslutte Vejen til Panteon uden at sikre mig at alle læsere forstod præcis hvordan de grundlæggende koncepter i historien relaterede sig til hinanden. Det skyldes at bog 2 straks begynder at bygge videre på alt det vi ved indtil nu, tilføjer masser af nye drejninger og koncepter, og derfor var det vigtigt for mig at bringe alle læsere 'i sync' gennem en kort og præcis opsummering.
• Der sker noget narratologisk interessant i dette kapitel som var en smule nervepirrende at inkludere. Det har at gøre med noget jeg nævnte i kommentarerne til kapitel 6, nemlig at Lucas er en fejlbarlig hovedperson der handler i bedste mening ... men ikke nødvendigvis altid særlig hensynsfuldt. Han vælger f.eks. at følge efter en person der eksplicit har afvist behovet for hjælp, og han har let ved at se tingene så de passer til hans ønsker og forestillinger i stedet for som de virkelig er.
  Normalt når man nærmer sig slutningen af en bog, og en fejlbarlig hovedperson når frem til en ny erkendelse - at han/hun hele tiden har tænkt eller handlet forkert, men nu er blevet klogere - så er vi som læsere vant til at denne nye erkendelse er den 'korrekte'. Dvs. at hovedpersonen har lært af sine fejl og justeret sin tankegang. Er blevet et bedre menneske.
  I dette kapitel når Lucas også frem til at han hele tiden har tænkt forkert. Og han justerer sin forståelse af tingene og hvordan han fremadrettet bør tackle det problem som Cassandra udgør. Det specielle er at denne nye erkendelse måske heller ikke er den rigtige. Og jeg tror at en del læsere har rynket på næsen fordi de måske har tænkt, at den nye erkendelse var forfatterens bud på hvad Lucas havde brug for at lære.
  Men Lucas er hovedperson i en serie, ikke i en roman. Og derfor har han stadig masser af tid til at udvikle sig yderligere, til at nå frem til nye overvejelser om Cassandra og sin egen rolle i forhold til hende ...

 

Kapitel 22: Kurasis Horn
(Saida og Mardelus rapporterer til Corvus. Mardelus forsker i Kurasis Horn. Saida får at vide at han er stukket af fra Empyria.)

• Med to kapitler tilbage begynder romanen at skue fremad. Vejen til Panteon er næsten slut og giver derfor tøjlerne videre til bog 2 ved at signalere hvilke tråde vi kommer til at følge i næste bind. Men det er også her vi gør status på hvordan hovedpersonerne har ændret sig, om det så er i større eller mindre grad. I dette kapitel prøver jeg at antyde Saidas forandring ved at give hende en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed er det hun egentlig allermest ønsker sig - en forfremmelse. Anerkendelse fra Empyrias system. Men på dette tidspunkt i historien er hendes prioriteter begyndt at ændre sig en smule, og det prøver jeg at vise ved at overbringe hende en dårlig nyhed samtidig - at Mardelus er deserteret. Fordi Saida har udviklet et begyndende forhold til Mardelus, vejer den dårlige nyhed mindst lige så tungt som den gode, og dermed forstår vi at hun ikke længere er den person, hun var i begyndelsen.

 

Kapitel 23: Tallet 12
(Lucas og co. vender tilbage til deres egen verden og gør en overraskende opdagelse.)

• Først og fremmest ville jeg ønske at jeg havde valgt et mindre tal end 12. At planlægge en serie med to parallelle verdener hvor den ene bevæger sig 12 gange så hurtigt som den anden gennem tiden er virkelig svært, og det gav mig udfordringer helt frem til den sidste bog. Hver eneste lille handling der foretages af en karakter i Panteons Verden skal modsvares af noget der tager 12 gange så lang tid i vores verden. Næste gang jeg skriver Panteon-sagaen, bliver det med 'husk på tallet 4' ridset ind i væggen i stedet.
• Læsere elsker at rase og hyle og bande over cliffhangere. Personligt kan jeg godt lide jeg at tænke over hvad der gør cliffhangere gode eller dårlige. Jeg plejer at se det sådan at de gode cliffhangere er dem der giver stof til fantasien. Dem der skubber hovedpersonerne af sted i en ny og uventet retning, men på en måde så vi har et grundlag for at fantasere eller danne teorier om hvad der nu vil ske. Saidas cliffhanger er ikke vildt sindsoprivende, for den giver os ikke supermeget at tænke over. Mardelus er væk, ja, men vi ved hverken hvorfor eller hvor han er taget hen, så det er svært at bruge meget tid på at spekulere over hvad hans forsvinden betyder. Jeg kan til gengæld godt lide Lucas' cliffhanger i denne bog, for man kan nemt gøre sig en masse tanker om hvad der mon kan være sket på halvandet år mens de tre var væk. Af samme grund antyder jeg også noget nyt i forholdet mellem Mehmet og Julia - at de ikke er kærester mere - så vi kan undre os over hvad der er gået galt imellem dem.
• Angående cliffhangere kan det i øvrigt siges, at jeg fra starten har tænkt på Panteon-sagaens cliffhangere som en opadgående trappe. En fordel ved at planlægge hele serien på forhånd er at man også kan sørge for at lægge slutningen på hver bog hvor det giver allermest mening. Siden jeg udtænkte seriens koncept i 2014-2015 har jeg altid følt at bog 1 slutter på en mild cliffhanger, bog 2 slutter på en stor cliffhanger og bog 3 slutter på en ekstrem cliffhanger. Jeg glæder mig til at se om folk er enige når hele serien er udgivet.

Og med den cliffhanger slutter #ViLæserPanteon for denne omgang. Tak fordi du læste med.

__________

Brug hashtagget #ViLæserPanteon til at dele din læsestatus!