Tilbage

Forfatterens kommentarer til "Vejen til Panteon"
Kapitel 1-8

Vær med i fælleslæsningen af Vejen til Panteon. Følg hashtagget #ViLæserPanteon for at se læseplanen, og brug det selv til at dele din læsestatus!

Advarsel: Herunder kan du læse mine kommentarer til "Vejen til Panteon" kapitel for kapitel, heriblandt refleksioner over de valg jeg traf og de hemmelige detaljer du måske ikke lagde mærke til. Der vil forekomme SPOILERS for "Vejen til Panteon" i teksten.

________

Prolog:
(Tarvalis stiger op ad trappen til fader Prias tempel og bekendtgør for Juvelens borgere at faderen er død.)

  • Nogle forfattere er meget militante omkring den holdning at historier ikke behøver prologer. Deres argument er at man børe være kritisk omkring hvor man begynder sin historie, og at en prolog per definition er fyld før den rigtige handling tager sin begyndelse. Det kan der måske være noget om, men nogle gange har en prolog sin berettigelse. Jeg inkluderede en prolog i Vejen til Panteon af samme grund som George R. R. Martin formentlig valgte at inkludere en i A Song of Ice and Fire #1: Nemlig for at signalere hvilken genre bogen befinder sig i fordi der ellers går lang tid før den 'bekender kulør'. Ligesom prologen i A Song of Ice and Fire sørger for at etablere nogle af historiens overnaturlige elementer fordi de næste par hundrede sider mere befinder sig i noget der minder om en middelalderhistorisk genre med krig og politik, så ønskede jeg at sende et signal til de læsere der havde taget Vejen til Panteon ned fra hylden pga. englen med sværdet på forsiden: "Bare rolig, det her er en fantasy-bog. Bare ikke lige fra allerførste side". (Faktisk skal vi en tredjedel ind i VtP før den laver sit pludselige genreskift.)
  • Derudover ønskede jeg at bruge prologen til at etablere noget gådefuldt helt fra begyndelsen: Vi ved ikke hvem fader Pria var, men vi ved at han er blevet myrdet, og forhåbentlig kan dette mysterium være med til at gøre læseren nysgerrig nok til at komme igennem bogens første tredjedel, der generelt er lidt mere træg end resten.

Kapitel 1: En umulighed
(Vi møder opgang C, der forsøger at finde en forklaring på Lyden.)

  • I det hele taget var jeg ret bekymret for det med bogens første tredjedel. For faktisk beder jeg læseren, der sikkert har set frem til et stort fantasy-eventyr, om at læse igennem 150 siders dystopisk fantasy før løftet endelig indfries. Vi skal først have en masse at vide om Zonen, alle dens beboere, livsvilkårene, osv., og det var måske ikke hvad læseren havde forestillet sig. Derfor var jeg hele tiden opmærksom på at prøve at 'skubbe' læseren fremad gennem Zone-kapitlerne og konstant indsætte nye grunde til at læse bare et par sider mere. I kapitel 1 gør jeg dette ved at bruge en nedtælling som rammesætning. Lige fra starten får vi at vide at der vil ske noget vigtigt om otte minutter, og vi får jævnligt at vide hvor lang tid der er tilbage. Og så bruger jeg ellers mellemrummene imellem disse opdateringer på nedtællingen til at fortælle om hovedpersonerne og alt det andet. Forhåbentlig gør det historiens åbning med de mange nye detaljer en smule mere fordøjelig.
  • En anden ting der gjorde mig nervøs var ambitionen om at introducere så mange nye karakterer lige fra begyndelsen. I kapitel 1 møder vi både Lucas, Mehmet, Ron, Theodor, Julia og Cassandra, og derudover hører vi også om Pietro og de blå mænd og drengene fra opgang F. Det er i teorien alt, alt for mange personer at introducere i ét kapitel (der findes forskellige teorier om det maksimale antal hovedpersoner man bør smide i spil i første kapitel). Derfor valgte jeg at gøre to ting for at afhjælpe det hele lidt: For det første at fokusere på blot tre af hovedpersonerne (Lucas, Mehmet og Ron) og lade de andre være i baggrunden (bogstaveligt talt i baggrunden af deres radiosamtale). Og for det andet at være meget in-your-face i etableringen af karakterernes personligheder, måske mere end jeg ellers ville bryde mig om at gøre. Således siger Mehmet for eksempel direkte: "Spørg Lucas. Han er god til det med at sige det helt rigtige. Jeg er bedre til maskiner." - altså en meget forklarende replik. Og det skæres ud i pap gennem karakterernes samtaler hvad deres forhold til hinanden er - at Mehmet og Julia er kærester, at Cassandra og Lucas har et kompliceret forhold, osv. Jeg laver med andre ord en del brud på den klassiske 'show-don't-tell'-regel i kapitel 1, men det er et bevidst valg fordi der skal præsenteres så meget.

Kapitel 2: Cassandra
(Lucas og Cassandra mødes i Lucas' lejlighed, og hun antyder at hun er i problemer.)

  • Introduktionen til Lucas og Cassandras forhold er ret speciel. De slås. Nogle læsere synes at det er weird, men fedt, og andre synes at det er weird, men dysfunktionelt. Det er ihvertfald weird. Rationalet for mig var både at gøre Cassandra til en ekstrem karakter lige fra begyndelsen; én der har andre behov og associeres med andre sociale normer end vi er vant til og påvirker Lucas med sin opførsel, men også at vise Zonen som et sted der ligger lidt uden for vores forståelse af 'normalt' - Zonen er først og fremmest en ghetto, ikke et harmonisk sted, og folk knytter sig til hinanden på andre måder her. Om det var den rigtige måde at introducere Lucas og Cassandra sammen på, ved jeg ikke, men der er næppe nogen der er i tvivl om at deres forhold er konfliktfyldt efter dette kapitel.

Kapitel 3: Zonen
(Theodor og Lucas følges til skolebygningen. På vej ned til lossepladsen møder opgang C en mystisk gammel dame.)

  • Som nævnt fokuserede kapitel 1 på Lucas, Mehmet og Ron, mens resten af karaktererne måtte vente med at få deres tid i rampelyset til senere. Kapitel 2 introducerede Cassandra, og nu er vi så kommet til Theodors kapitel. Det var et ønske lige fra den tidligste konceptualisering af Panteon-sagaen at have en karakter der eksisterede en smule uden for seriens egne rammer. En der var i stand til at tale mere direkte til læseren gennem referencer til andre bøger og dermed kunne sætte begivenhederne i Panteon-sagaen i perspektiv. Dette ønske skyldes at jeg har et ambivalent forhold til fantasy-genren: På den ene side er jeg vokset op med den og ret velbevandret i den, men samtidig anerkender jeg at det er en af de mest klichéfyldte og formulariske genrer der findes. Mange fantasy-forfattere skriver fantasy fordi de elsker at læse fantasy, og derfor ender de tit med at anvende mange af de samme greb og elementer som de serier de selv har forelsket sig i. (Hvilket ofte er præcis hvad fantasy-læserne forventer og ønsker - mere af det samme.) Theodor er min genvej til at kunne bruge masser af klassiske fantasy-klichéer i min egen serie, men samtidig signalere til læseren at jeg godt er klar over, at det er det jeg gør. Han introduceres her primært gennem sin forelæsning for Zonens børn, og der indsættes et væld af referencer til andre værker (Call of Cthulhu, Ringenes Herre, Wheel of Time) med det samme så vi er klar over at dette er en del af Theodors måde at være på.
  • Theodors anvendelse af shoutouts til andre bøger udvider sig i løbet af serien. I stedet for blot at lave referencer udadtil fordi det er sjovt, har det også vist sig nyttigt at have en karakter der kan etablere en forventning om hvordan begivenhederne bør udfolde sig i henhold til fantasy-formularerne - og så trække tæppet væk under læserne ved at vende op og ned på Theodors forudsigelser.
  • Jeg kan godt lide at skabe sammenhæng inden for en serie ved at forvarsle senere plottråde flere bøger i forvejen. Altså indsætte referencer til noget fremtidigt, men på en måde så læseren ikke nødvendigvis fanger at der er tale om en forvarsling. Lucas' samtale med skraldemanden om hvad der foregår i Storbyen indeholder en (måske ret åbenlys) forvarsling af en plottråd der tages op igen i Akkanas Gåde, men der skjuler sig én mere i noget af det Theodor taler om tidligt i kapitlet.

Kapitel 4: Invasion
(VECTOR ankommer til Zonen og tager en beboer med. Cassandra opfordrer Lucas til at skyde en af betjentene.)

  • Kapitel 4 var et problem-kapitel for mig. Det sætter nemlig hele det overordnede plot på pause ved at indeholde en masse scener der ikke umiddelbart driver historien eller de primære mysterier fremad. VECTORs invasion af Zonen viser os en masse ting om hovedpersonerne og deres miljø, men det relaterer sig ikke til det vi måske primært gerne vil vide mere om på nuværende tidspunkt (hvad er Lyden og hvem er Cassandra?). Normalt ville jeg udelukke den slags kapitler så tidligt i bogen, på et tidspunkt hvor læseren måske stadig ikke er helt opslugt af historien, men jeg kunne ikke finde andre steder at vise de ting jeg gerne ville med kapitlet. Kapitel 4's primære formål er at fortælle om livsvilkårene og sammenholdet i Zonen. At når noget kommer hertil udefra, så står man sammen. Det er et meget vigtigt element, ikke kun for bogen, men også for serien, fordi Zonen er hovedpersonernes fælles bagland, og det fungerer som det 'jordbundne' sted i kontrast til alt det fantastiske karaktererne kommer til at opleve. Zonen er deres fælles identitet, deres fortid, det sted der har formet hvem de er. Derfor valgte jeg (meget modvilligt) at indsætte et helt kapitel der fokuserer på karakterer og miljø og skubber plot i baggrunden for en stund ... men jeg prøvede at kompensere ved at lade Cassandra give nogle flere hints til sin fortid, ikke mindst gennem det faktum at hun ejer en gammeldags revolver.

Kapitel 5: Cassandras farvel
(Cassandra opsøger Lucas og siger at hun er nødt til at tage væk.)

  • Som kompensation / belønning for at have klaret sig gennem et relativt plotløst kapitel kommer herefter et kapitel fyldt med antydninger og mystik. Jeg kan godt lide at forsøge at give de enkelte kapitler særlige stemningsmæssige identiteter, og derfor får Cassandra lov til at overbringe sin mystiske besked midt i en tågefyldt nat og endda med en fakkel i hånden. Det skal helst føles som om et fremmed lag har lagt sig over Zonen, en forsmag på den fantasy-verden som vi snart kommer til at se med egne øjne.

Kapitel 6:Lyden
(Opgang C diskuterer Cassandras forsvinden og undersøger Lyden for anden gang.)

  • Dette kapitel introducerer et karaktertræk hos Lucas som kommer til at fylde meget i serien, men som også er lidt af en satsning fra min side, nemlig hans evne til selvbedrag. I samtalen med opgang C i køkkenet lykkes det ham at gå fra at huske Cassandras advarsel om ikke at følge efter hende til derefter at konkludere at hun måske netop mente det modsatte og har brug for hans hjælp. Dette er som udgangspunkt et usympatisk træk ved en hovedperson, og rigtig mange læsere har hæftet sig ved det. Det interessante er at nogle tolker det som et karaktertræk, jeg ubevidst er kommet til at give Lucas - dvs. at jeg måske ikke har været opmærksom på at Lucas godt kan fremstå som bedrevidende og naiv - mens andre går ud fra at det er en bevidst planlagt del af Lucas' personlighed. Det bliver interessant at se hvad læserne mener om Lucas når hans rejse en dag er forbi, og om han har kapaciteten til at forandre sig.

Kapitel 7: Cassandras hemmelighed
(Opgang C og Ron finder frem til det underjordiske kammer.)

  • Et andet virkemiddel jeg godt kan lide at bruge for at 'skubbe' læseren frem i historien (hvilket som nævnt var et stort fokus for mig i Zone-delen af bogen) er at bruge kapitlers titler til at give læseren et implicit løfte om at noget godt er i vente hvis bare han/hun lige vender et par sider mere. "Cassandras hemmelighed" var sådan cirka den mest spændingsoptrappende kapiteltitel jeg kunne finde på på dette punkt i historien, fordi den lover en forløsning på megen af den forvirring læseren sikkert sidder med på nuværende tidspunkt. Jeg har kommenteret en del på det med at skubbe læseren frem til det sted hvor historien virkelig begynder at rulle. Jeg har hele tiden betragtet dette kapitel som der hvor læseren forhåbentlig kommer ombord på vognen og ikke hopper af igen: Der indgår nemlig en overflod af spændende og mystiske elementer i form af alt fra Cassandras noter (der endda har samme overskrift som bogens titel) til den lysende dør. Nåja, og stenkisten, men den lader ikke til at være særlig vigtig ...
  • Efter en række møder med mystiske, men ikke nødvendigvis uforklarlige ting (Lyden, den gamle dame, osv.) er det her at opgang C for første gang står over for noget 100% overnaturligt og umuligt, nemlig den lysende tåge i kammeret. Det var interessant at lade de forskellige karakterer bearbejde denne oplevelse på forskellig måde: Ron nægter at have noget med døren at gøre, mens Lucas tænker på den som en vej til et mål. Mehmet og Julia udviser sund skepsis ... og Theodor var jeg i stand til at bruge til at udtrykke et af de modsætningsforhold jeg ofte har bemærket i bøger om mødet med det overnaturlige: At det på den ene side er enormt kedeligt at læse om den fase hvor karaktererne skal overbevises om virkeligheden af det overnaturlige. Men at vi samtidig ikke tror på en historie medmindre karaktererne først udviser en vis portion skepsis, og at den fase derfor er nødvendig.

Kapitel 8: Rejsen til det ukendte
(Lucas og co. gør de sidste forberedelser inden de rejser gennem den lysende dør.)

  • Endnu en 'skubbende' kapiteltitel.
  • Mens jeg skriver dette, nærmer jeg mig afslutningen på at skrive hele serien, og det er sjovt at genlæse et kapitel som dette, fordi det tonemæssigt befinder sig et meget andet sted end de efterfølgende bøger. Lucas, Theodor og Mehmet skal ud på eventyr til et ukendt sted, og der er en følelse af optimisme omkring det hele. Jeg har holdt et par foredrag der handler om hvordan hver bog i serien har sin egen 'identitet', og Vejen til Panteons identitet handler om 'eventyr og opdagelse og glæden derved', hvilket i høj grad gennemsyrer dette kapitel. De tre hovedpersoner kommer til at opleve mange dystre ting senere hen, men her i dette øjeblik er de stadig optimistiske og håbefulde.

__________

Følg hashtagget #ViLæserPanteon for at se læseplanen, og brug det selv til at dele din læsestatus!




Tilbage
Kontakt Boris Hansen       BorisHansen.com
Følg Boris Hansen: